FAMILIEN BRUCHFONTAINE (2014)   Familien Bruchfontaine er en anderledes slægtsroman, en dobbeltfortælling om tegl- og cementfamilien Bruchfontaine gennem det 20. århundrede: Hvad skete der i familien? Hvad blev det til i familiehistorien?   Romanen udforsker "slægtens psykologi" og sammenstødet mellem individ og familie       Anmeldelserne har været rigtigt gode: Nordjyske Stiftstidende uddeler 5 stjerner. Der er enestående fængslende lekture i denne slægtsroman hedder det blandt andet. Dagbladenes Bureau, der skriver for en række lokale aviser landet over, giver også 5 stjerner og kalder den "En førsteklasses roman." Keld Conradsen har igen skrevet en fremragende roman. Der er også 5 stjerner hos Femina, der kalder bogen en fantastisk slægstroman. Århus Stiftstidende uddeler 4 stjerner under overskriften gedigen slægtsroman. Bruchfontainerne har fået anbefalinger og rosende omtaler (uden stjerneuddelinger) i blandt andet Fyens Stifstidende og Søndag.   Til gengæld er Nanna Goul ikke begejstret i Weekendavisen. Der er tydeligvis meget, hun ikke har fået med.   Bagsidetekst: Otto Bruchfontaine ankommer i sommeren 1920 til Egernsund fra Afrika. Byen er igen blevet dansk efter Genforeningen, og Otto ser rige muligheder i byens teglværker. Sammen med sin viljestærke kone, Dagmar, grundlægger han industrifamilien Bruchfontaine, en magtfuld slægt, der gennem de næste årtier bevæger sig til tops i Danmark. Gennem omskiftelige tider med nationale spændinger, kriser, verdenskrig og store doser menneskelig svaghed holder slægten den moralske fane højt, mens de familiemedlemmer, der træder ved siden af, bliver lempet ud i glemslen. Ind i denne familie fødes Valdemar, yngste tvillingebror i den tredje generation Bruchfontaine. I begyndelsen af 1970’erne arbejder han i en af familiens virksomheder i København, men Valdemar er ikke, som Bruchfontainer er flest, og tidens løssluppenhed arbejder sig ind på ham. FAMILIEN BRUCHFONTAINE er en historie om en familie, der ikke går på kompromis. Det er en fortælling om pligt og ære og det selvbedrag, der er nødvendigt, når familiehistorien skal fortælles, og den indeholder adskillige skeletter.